Tre (1 - 2 - 3) uger til afgang!

I morges vågnede jeg - som det tidligere er hændt på søndage - på en sofa med rødvinssprukne læber og en hold særdeles flittige tømmermænd der, helt uden respekt for søndagens status som hviledag, hamrede og bankede løs på mit hoved. Sofaen tilhørte Anders (eller vel egentlig hans forældre) hvilket er værd at nævne da grunden til at jeg havde sovet på den og grunden til at min krop led var, at han aftenen forinden havde holdt kombineret tyve års fødselsdag/afskedsfest. Tyve års fødselsdag gav glimrende mening da han fyldte netop tyve den dag og afskedsfest kan vel siges at have været på sin plads, da der i dag er præcis tre uger til at vi flyver til San Diego.
Dette fyldte ikke meget i min bevidsthed da jeg vågnede og luskede ud til vandhanen med intentioner om at tømme den. Jeg skænkede ikke dagens symbolske status en tanke da jeg satte Buena Vista Social Club på anlægget, da jeg slæbte den anseelige pant-samling ned til Netto for, på ægte naturalieøkonomisk vis, at bytte det til Knoppers ad libitum eller da jeg sammen med Anders og Thøger sad og sumpede Animal Planet. For nu at være helt ærlig kan jeg ikke sige præcis hvornår dagens vigtighed gik op for mig, men dette indlæg er et din garanti for at det skete

Jeg siger det lige igen: tre uger til afgang. Tre uger. En, to, tre.
Åbenbaringen opsummerer fint den oplevelse vi har haft den seneste tid. Oplevelsen af pludselig (i hvert fald i mit tilfælde på det nærmeste som et lyn fra en klar himmel) at kunne overskue perioden til afrejsen. Oplevelsen af pludselig at have småtravlt med alle de ting som vi ’har masser af tid til’ og af at have et klokkeklart overblik over de sidste weekender. Konkretiseringen af den abstrakte variabel der hedder ”tid til afrejse” er pludselig sprunget frem bag en busk og har cementeret sin betydning i min bevidsthed. Forrygende fantastisk og en smule skræmmende. Næste weekend skal jeg opvarte eleverne på Operation Dagsværks Distriktsseminar. Weekenden efter skal jeg til min kusines fødselsdag og weekenden efter igen skal jeg… til USA og vandre 4.400 kilometer. En fantastisk følelse, jo bestemt. Men også skræmmende. Jeg har aldrig været hjemmefra længere end halvanden måned og jeg har aldrig været længere væk end Sinai. Et halvt år på et vidt fremmed og fjernt kontinent væk fra familie, venner, fester, mit værelse, min saxofon, capoeira – fra min tilværelse og livsstil gennem hele mit bevidste liv.

Én ven som det eneste bekendte det næste halve år. Og netop det er, og har gennem hele processen været, et forhold vi begge har overvejet og genovervejet. Et halvt år med én person som eneste sikre sociale holdepunkt vil være en udfordring for selv de bedste venner. Og det vil utvivlsomt blive en prøvelse da turen er ekstremt krævende fysisk og mentalt og da vi ydermere har valgt at dele vitalt udstyr som telt, gasbrænder og telefon.
Og der vil helt sikkert komme konflikter. Vi har en tendens til at diskutere ekstremt ligegyldige detaljer og har begge svært ved ikke at have haft det sidste ord. Vi er begge ordkløvere og bliver let provokerede over den andens skråsikre udmeldinger og kommentarer. Stort ego og individualisme rimer godt på Asger og Anders. Alligevel tøver vi ikke med at tage af sted eller med at dele telt, hvilket af mange friluftsentusiaster anses for at være risky buisness på længere ture. Det skyldes i høj grad vores træningstur i Lapland i sommers. Det var vores erfaring at vi, når det kom til stykket, begge var kompromissøgende og at vi generelt samarbejdede godt. Matchende fysisk formåen (hvilket er essentielt på en tur der i så høj grad handler om fysiske fremskridt) og en meget bevidst og åben tilgang til krisehåndtering gjorde at vi i løbet af halvanden måned ikke havde et eneste skænderi og kun få mindre konflikter.
Et andet forhold der spiller ind er utvivlsomt også vores forskellighed. Hvor Anders er meget fokuseret og med næsten små-autistisk passion retter al sin opmærksomhed mod én interesse er jeg langt mere distræt. Jeg bliver nødt til at have stimulans fra mange forskellige sider og det har også vist sig tydeligt i planlægningsfasen. Mens Anders siden vi kom hjem fra sidste tur har brugt al sin energi og tid på at læse om turen, undersøge udstyr og teknikker, skrive på fora og lave lister har jeg været mere spredt ud. PCT-forberedelsen har måtte konkurrere med en stor passion for capoeira samt min saxofon og engagement i gymnasieorganisationen Operation Dagsværk. Sådan en situation kunne være destruktiv og man kunne frygte at den skæve arbejdsdeling ville distancere os, frustrere Anders og fremmedgøre mig fra projektet. Sådan har det heldigvis ikke virket for os. Det er sket at Anders har opfordret mig til at være lidt mere aktiv hvilket jeg så har forsøgt på (på det seneste i stadigt eskalerende omfang), men ellers er det min overbevisning at processen har været sund og velfungerende: Anders’ beskæftiger sig med det han interesserer sig mest for og tager automatisk en stort træk for os begge, hvor mine bidrag kommer lidt mere indirekte under vejs i processen. Desuden har vores meget forskelligartede personligheder i vores tilfælde vist sig som en fordel, da vi som et hold kan bidrage med forskellige ting og da vi kan give hinanden modspil.

På sidste tur aftalte vi at tage en uges pause fra hinanden når vi kom hjem. Det blev til næsten tre uger. Om tre uger tager vi af sted på en ny tur der utvivlsomt vil udsætte vores venskab og vores evne til at samarbejde og omgås hinanden på konstruktiv og behagelig vis for nye prøvelser. Det bliver naturligvis ikke kun sjovt, ikke kun nemt og ikke kun konstruktivt, men der er ingen tvivl om at det vil fungere.

Klokken er nu vel over midnat hvilket betyder at min søndag-den-3.april-fikserede blogdebut rent faktisk bliver afrundet mandag den 4. Dog vil jeg henlede læserens opmærksomhed på det forhold at DSB-døgnet først slutter ved firetiden og de har det altså med at kunne noget med tid, dem i DSB.

Hvis du endnu er med mig vil jeg takke for opmærksomheden og forsikre dig om at du er meget velkommen til at stille hvilket som helst spørgsmål der kunne tænkes at være poppet op under læsningen.

// Asger