NYE BILLEDER!! Tjek dem!
"Ude af sneen, endelig fri!"
kunne man snildt forestille sig at høre Anders eller jeg råbe på et vilkårligt tidspunkt i den periode der er gået siden sidste indlæg. Det er nemlig nok en af de største ting der er at berette: vi ser endelig ud til at være sluppet fri af sneens grumme greb. Vi forlod Sierra City med høje forhåbninger der efter en 20-30 kilometer blev slået til jorden af måske ti kilometer med vanskelig navigation i masser af sne - altså den gamle mølle om igen. Men det var det. På de ca. to uger der er gået siden vi forlod Sierra City har vi bevæget os på en velmarkeret sti med kun meget få stræk med lidt snedynger her og der. Og det har været tiltrængt.
Dagen før vi ankom til Sierra City havde jeg mine første og - so far - eneste seriøse overvejelser om at give op. Jeg var træt. Jeg var frustreret. Jeg var led og ked af at bruge al min tid alle dage på et element jeg ikke på nogen måde var hjemme i. Følelsen af at være hjælpeløs, af at se en skrænt og vide at, lige gyldigt hvor hårdt man prøver, vil man ende på røven og glide det meste af vejen. Afmagt. Over en måned i træk havde jeg på det tidspunkt følt mig som en motorisk multiretaderet. Dette, kombineret med en træt psyke, gjorde at jeg virkelig overvejede om det var sådan at jeg havde lyst til at bruge min tid. Om det var det værd. Heldigvis var jeg i stand til at holde mig oppe og Thomas Mølgårds råd om altid at vente med at give op til i morgen hjalp mig også. Og nu ser det faktisk ud til at vi er igennem. Der er nogle små bjergkæder foran os der måske gemmer en smule sne, men ellers har vi fra en del uafhængige kilder lade os overbevise om at vi er med fast grund under fødderne. En fantastisk følelse.
Snefriheden har givet os muligheden for at sætte farten en smule op igen og den 20. juli ankom vi til halvvejspunktet på ruten - det sted hvor der er 2100 kilometer til Mexico og 2100 kilometer til Canada. Det var stort og vi havde glædet os længe. Der er noget meget symbolsk over at være halvvejs. Fra halvvejen begynder der pludselig at være flere kilometer bag en end foran en og rent psykologisk er det som om man i højere grad arbejder sig frem mod det egentlige mål. Man har klaret den til halvvejen og nu kan man begynde at tro og håbe på at klare den hele vejen. Stort. Jeg havde de sidste to og en halv dag forinden båret en 750 ml. flaske champagne til at fejre dette. Hverken Anders eller østrigeren Matthias var i humør til den slags og af den grund kan jeg af personlig erfaring garantere at syv kilometers vandring på en sti dækket af væltede træer, med 750 ml. champagne i systemet efter ikke af have drukket alkohol i tre måneder, er en ret underholdende om end udfordrende beskæftigelse.
Vi har nu været 'på trailen' i tre måneder og de sidste små 2000 kilometer venter os. Vi forventer at klare dem væsentlig hurtigere end den første halvdel, men jeg må indrømme at jeg synes der er langt endnu. Den ekstreme monotoni kombineret med den konstante fokus på effektivitet og distanceorienterede fremskridt er begyndt at gnave lidt. Man ved hvad man skal lave hele dagen, hver dag, dag ud og dag ind. Der er ikke de store overvejelser at gøre sig hvad angår de daglige essentielle spørgsmål, så man har fantastisk meget disponibel tid og tankekapacitet. Af og til hører man musik for at få tiden til at gå og nogen gange snakker vi sammen, men når regnskabet er gjort op har man altid brugt det meste af sin tid i sit eget hoved i selskab med sig selv. Jeg vil nødigt betegne mig selv som dårligt selskab, men jeg er ærlig talt ved at være træt af at bruge så meget tid med mig selv. Jeg bliver stadigt mere irriteret og småskuffet da de store frie tanker, som jeg havde forventet ville myldre frem ansporet af mine storslåede omgivelser, stædigt udebliver. I stedet for at tænke vise og indsigtsrige tanker om mig selv, mine omgivelser og de store sammenhænge må jeg efter tre måneder væk fra den danske hverdags forstyrrende signaler og blokerende beton stadig slå mig til tåls med en særdeles uinspirerende blanding af irrelevante overvejelser, banale peditesser, nostalgi, omkvæd på sange jeg ikke kan lide, hårdslående argumenter og verbaliserede knytnæver til diskussioner og skænderier der aldrig vil finde sted og uendelige gentagelser og variationer af disse. Alt dette blandet op med en del god hjemve og forestillinger om hvordan jeg skal leve mit liv når jeg en gang kommer tilbage til Danmark. Alt i alt ikke særlig konstruktivt. På det sidste er jeg begyndt at øve mig i at tømme hovedet. På ikke at prøve at tvinge de indsigtsrige tanker frem, men snarere blot at luge ud i alt det andet skidt. For at få lidt ro. For at have en bedre chance for at opleve nuet. Jeg havde ikke troet at dette var noget man skulle kæmpe for - og i hvert fald ikke så hårdt - men det er da en start.
Et element som hjemve er centralt. Det hjælper dog en del at udføre rejsen i år 2011. Jeg snakker næsten ugentligt med min mor over skype og facebook og mail fjerner en del af distancen og isolationen. Jeg har tænkt en del over hvor radikalt anderledes en tur et 'thru-hike' af PCT må have været for 20-30 år siden. Jeg har tit snakket med venner og familie ansigt til ansigt på skype og kan følge med i venners liv på nettet. SÅ langt væk er vi heller ikke. Et andet aspekt i denne overvejelse er hvor meget nemmere internet og effektiv distribution af bøger har gjort den praktiske del af turen. Forholdene på stien længere frem kan vurderes ud fra flere seriøse internetkilder for ikke at nævne vandrerne foran ens internetbaserede journaler. Udstyr kan bestilles og modtages i løbet af få dage over internettet, man kan lave aftaler og udveksle erfaringer løbende og ikke mindst har man oftest et nogenlunde præcist billede af hvor på ruten man kan købe forsyninger og hvor der er folk der er klar til at hjælpe en!
Det sidste er en delt sandhed. Man har et godt billede af sikre øer af butikker og venlige folk der så bliver suppleret løbende af behagelige overraskelser. De sidste to uger har været en sand opvisning i overvældende generøsitet hvoraf det meste har været overraskende. De såkaldte 'trail angels' huserer i Nordcalifornien i højere grad end vi har oplevet det noget andet sted. Vi er blevet forkælet og budt velkommen i et sådan omfang at vi ofte har svært ved at tro på det. Jeg føler mig i evig gæld til fremmede efter al den tillid, venlighed og hjælpsomhed jeg har oplevet på denne tur.
Således vil jeg afslutte dette indlæg. Det blev skrevet temmelig sent, jeg håber det giver mening.
Alt det bedste til jer i Danmark!
One love Redneck og Shortcut
// Asger
Ingen kommentarer:
Send en kommentar