fredag den 15. juli 2011

Trætte af sne!



Hej alle.

Vi er nu i Sierra City. En lille landsby med fortid i guldgravertiden. Vi bor på Red Moose Café, som er ejet af trail angels'ene Bill & Margaret. Ud over at de serverer vildt god mad både morgen og aften, lader de tage brusebad, vaske tøj og telte i deres have. De sidste par dage er vi virkelig blevet behandlet godt!

Efter 5 hviledage i South Lake Tahoe, fik vi et lift tilbage til trailen af min far. Først skulle vi dog lige forbi Echo Lake Resort, for at aflevere en kasse med mad, som vi så kunne hente, når vi nåede dertil. Det ville have været træls at skulle blaffe ind til South Lake Tahoe igen, når nu vi allerede havde været der. Det viste sig dog, at vejen op til Echo Lake Resort var lukket, så vi måtte finde en anden løsning. Vi bankede på en tilfældig dør, i håb om at en venlig fremmed ville holde kasserne for os.
Personen der åbnede døren viste sig at være en trail angel. Han hed Mike og boede lige ved siden af PCT. Hvert år har han åbnet sin dør for sæsonens thru-hikere og ladet dem overnatte i gæsteværelset. Han havde dog ikke set nogle andre vandrere dette år endnu.
Vi efterlod kassen og kørte videre ned mod PCT.

De der har fulgt med på vores "Hvor er vi nu?"-funktion, har måske opdaget, at vi sprang 70 miles over. Det er der en årsag til. Vi forlod stien ved Tuolumne Meadows, hvorfra vi blaffede op til South Lake Tahoe. Fra South Lake Tahoe blev vi så kørt tilbage til Sonora Pass og skippede dermed 70 miles.
Situationen er den, at bjergene i Californien har fået omkring 200 % af den normale snemængde. Ydermere har snesmeltningen tidligt på sæsonen gået langsomt og derfor har der aldrig ligget så meget sne så sent på året, som der gør i år. De sidste par dage, har vi haft vildt høje temperaturer. Sneeen er derfor smeltet utroligt hurtigt og det har fået floderne til at svulme kraftigt op.
Strækket fra Tuolumne Meadows til Sonora Pass er i forvejen berygtet for slemme flodkrydsninger, så i år er det helt vildt.
Nogle af de mest erfarne og stærkeste vandrere dette år, har forsøgt at gå gennem dette stræk, men har måttet vende om. Vi har hørt beretninger om, at der ved en af floderne er en bro over, men at man vil komme i vand til navlen, hvis man prøver at gå over denne bro. Den er simpelthen helt oversvømmet!
Vi føler ikke at projektet er værd at risikere liv og lemmer for, så vi har, ligesom de fleste andre vandrere, valgt at droppe dette stræk.
Og 70 miles ud 2650 - hvad fanden!

Vi begyndte vandringen fra Sonora Pass sammen med Matthias, som vi har fulgtes meget med gennem hele turen. Han havde nydt godt af lidt trail angeling hos mine forældre den sidste dag og fik et lift sammen med os tilbage til stien.

Det tog os 4 dage at gå til Echo Lake hvor vores mad var. En hel dag hurtigere end vi havde regnet med. Vi mærkede en tydelig ændring i landskabet. Det er til at mærke, at vi nu er på vej ud af de store bjerge og vi begynder derfor at kunne gå længere gennemsnitsdistancer igen. Sneen var der dog stadig og den nye type landskab med tæt skov og mindre bjerge gjorde navigationen betydeligt sværere. Matthias' GPS hjalp os dog en del og vi farede ikke vild særlig mange gange.

Da vi ankom til Mike's hus, hang der en seddel på døren: "Jeg kommer hjem igen i nat eller i morgen. Døren er åben. Jeres kasser står, hvor I efterlod dem. I er velkomne til at tage et karbad, vaske jeres tøj og hænge ud her, hvis I har lyst. Der er et ledigt gæsteværelse ovenpå."
Tænk at stole så meget på fremmede mennesker, at man lader sin dør stå ulåst og lader folk man ikke har snakket med i mere end 2 minutter bo i sit hjem, mens man ikke selv er til stede. Det kræver godt nok en gæstfrihed og åbenhed jeg har svært ved at forholde mig til.
Vi lavede vores aftensmad på hans komfur, hørte musik på hans anlæg og hang ud indtil det blev mørkt. Mike kom hjem samme aften, lige inden vi skulle til at gå i seng. Vi nåede kun lige at få sagt hej, før vi gik til ro.
Morgenen efter stod vi op til normal vandre-tid, spiste morgenmad, pakkede vores rygsække og satte af sted på næste stræk - Echo Lake til Sierra City.

Den første del af strækket var meget turistet. Der var mange dagsvandrere umiddelbart efter Echo Lake Resort. Vi kom dog væk fra dem alle efter nogle timers vandring og så var vi på egen hånd igen.
Turen op gennem Desolation Wilderness lignede i høj grad den samme type landskab vi havde vandret i gennem the High Sierras - høje bjerge, frosne søer og masser af sne.
Det var min tur til at have kortet den dag, så jeg var hovedansvarlig for navigationen. Jeg havde på kortet set en mulig genvej højre om en kæmpe sø og ned ad en stejl klippevæg. Det så nemt nok ud på kortet, men man kan selvfølgelig aldrig vide hvordan det ser ud i virkeligheden. Jeg foreslog det på en meget forsigtig måde: "Hey guys. I have an idea for a possible shortcut. I cannot promise if it's doable - it looks like it is on the map - but it's definitely going to be an adventure." Vi besluttede os for at prøve.
Hvor stien gik lige ud, tog en kæmpe lang runde om nogle store snedækkede klipper, gik venstre om en stor sø og endte direkte til højre for os, cirka 2 miles længere nede, ville vi i stedet bare gå direkte til højre ned ad de snedækkede klipper, højre rundt om søen og ende lige på stien. Det så nemt ud på kortet.

Nedstigningen ned ad klipperne gik, men var vildt svær. Vi endte med alle sammen at falde og glide ned i stedet. Matthias faldt højest oppe fra og faldt direkte ned i et stort træ. Han slog sig heldigvis ikke, men det var en ret skræmmende oplevelse for os alle. Jeg gik lige bagefter og satte farten lidt ned. Jeg ville bare ikke falde. Alligevel gled min højre fod ud af det trin jeg havde sparket i sneen og jeg endte også med at falde ned. Et minut senere faldt Asger også og så var vi alle sammen nede af de stejle snedækkede klipper. Vi kom alle uskadte ned, men det var lidt "gnarly" som Matthias ville have sagt det.

Turen højre om søen gik ret nemt og for enden af søen var der endda en snebro over den flod vi ellers skulle have krydset. Vi skar dermed cirka 2 miles af PCT og sparede en hel del tid.
Efter at være kommet tilbage på stien sagde Matthias: "Hey Anders. From now on, I think I'm just going to call you Boyscout Shortcut", fordi jeg havde guidet os gennem sneen. "Shortcut might actually be a good trail name for you!", sagde Asger bagefter.
Nu hedder jeg Shortcut!

4 dage senere gennem noget lettere terræn og med nogle enkelte snefri stræk ankom vi så til Sierra City.

På et normalt sne-år vil en PCT-vandrer have cirka 50 miles på sne. Vi har nu vandret omkring 450 miles på sne og det ser ud til at der er mere på vej. Hvis man ikke kan lide sne, er 2011 virkelig et dårligt år at forsøge et thru-hike. Det er også tydeligt at sneen har knækket rigtig mange. Da vi startede ved Mexico havde vi cirka 100 mennesker foran os (hvis ikke flere). Da vi ankom til Kennedy Meadows (starten på bjergene) var vi i top 50. Nu har vi måske 10 vandrere foran os i alt!
Nogle stopper helt. Andre tager længere nordpå, og skipper strækkene med sne på. Og nogle andre igen, hopper frem og tilbage på stien og vandrer forskellige sektioner på forskellige årstider, for at undgå sneen.

Fra Sierra City ser det dog ud til at blive bedre igen. Vi er også begyndt at møde nogle af de mennesker der er hoppet herop for at undgå sneen. Jeg kan se lys for enden, men er forberedt på mere sne. De sidste mange uger har været rimeligt drænende energimæssigt!

Om en uges tid ankommer vi til halvvejs-punktet! Vi har gået 2000 kilometer og vi har 2200 tilbage. Det er ufatteligt, at vi næsten allerede er halvvejs.
Tidsmæssigt er vi dog over halvvejs. Vi regner med at kunne sætte farten en god del op, når vi kommer op til Nordcalifornien og Oregon. Canada føles pludselig ikke så langt væk længere!

Hav det rigtig godt!

Mvh. Redneck og Shortcut.

//ANDERS.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar