tirsdag den 31. maj 2011

Adieu Sydcalifornien!

video



SE DE NYE BILLEDER!! ---->

Hej kære venner.

Jeg kan lige så godt advare jer med det samme: Det bliver et lidt langt blog-indlæg. Vi har simpelthen oplevet så meget de sidste par dage og der er generelt sket så meget, både godt og skidt. Jeg synes det har været nogle vildt underlige dage: de mennesker vi har mødt har været underlige, vejret har været underligt og landskabet har været underligt. Og Asgers mave har opført sig underligt, men mere om det senere.

Vi forlod Jeff og Donna Saufley’s sted Hiker Heaven tirsdag d. 24. maj efter en dejlig hviledag. Med kursen mod Sydcaliforniens næste trail angels, The Andersons gik vi i gang med vandringn. Etapen lød på 39 lette kilometer, dog gjort lidt hårdere af tunge nyopfyldte rygsække og varmt vejr, men samtidig lidt lettere ved tanken om ”Taco Salad & Beers”. Vi startede ved 10-tiden og var fremme omkring kl. 17.

The Anderson’s hus, Casa de Luna (Månehuset), er placeret i den lille landsby Green Valley. Navnet Casa de Luna har to historier bag sig:
1. Pacific Crest Trail vandrerne er typisk en måned om at nå dertil og ankommer dermed i slutningen af en månecyklus – derfor månehuset.
2. Alle besøgende vil sandsynligvis opleve at moderfiguren Terrie Anderson, den kvindelige del af The Anderson’s – en lettere overvægtig kvinde i 50’erne, med stor kærlighed for beskidte vandrere – mooner dem (viser sin bagdel). Alle vandrere skal nemlig fotograferes inden de forlader stedet og dette snedige kneb hjælper til med at få det rigtige ansigtsudtryk frem på de portrætterede. Det skete også for os.

Casa de Luna var i den grad noget af en oplevelse. Det var som at rejse tilbage til Amerika i 60’erne. The Anderson’s lever stadigvæk i hippie-tiden med hash, farver, frihed og gode tider. Deres hjem, er dit hjem mens du bor der. Og hvilken fremvisning i gæstfrihed det er! Ikke mange mennesker ville kunne holde til det. 15-20 beskidte, lugtende og sultne vandrere der invaderer ens hjem, roder i ens ting, bruger ens toilet og spiser ens mad. Men The Anderson’s elsker det! De synes at vandre-sæsonen er den bedste tid på året.
Casa de Luna er i sandhed det, der i PCT-regi kaldes en ”Vortex” (et sted man umuligt kan forlade igen) og det sker ofte, at vandrere bruger op til en hel uge der. Men selvom Terrie lokkede med olie-wrestling og kæmpe fest i den kommende weekend lykkedes det dog for Asger og jeg, at holde det til en enkelt hviledag, før vi tog af sted igen.

Vi fik et lift ud til trailhead’et af Terrie og med advarsler om Mojave Green Rattlesnakes, der er endnu giftigere end normale klapperslanger og mere aggressive, satte vi igen kursen mod nord. Aftenens mål var 500-mile mærket der var cirka 36 kilometer inde på ruten.
Vi nåede målet og slog lejr på en næsten aldrig benyttet jeep-vej med fantastisk udsigt over nogle mindre byer i dalen under os. Vi hang vores nyindkøbte Ursacks (bjørne-sikre madposer) op i nogle træer i nærheden og krøb i ly i teltet. Det føltes godt endelig at have en nat ude i naturen igen efter en del nætter i civilisation.

Morgenen efter vågnede vi med en forventning om en spændende dag. Knap 20 miles foran os ventede Mojave ørkenen - et af de mest berygtede stræk i hele Sydcalifornien. Fra man først kom ned i ørkenen var der, ifølge guidebogen 24 kilometer til den nærmeste skygge. Det er et stræk der normalt er kendt for 40-graders varme, bagende sol, intet vand, ingen skygge og vildt mange klapperslanger.
Vandringen ned mod Mojave-ørkenen gik lidt tungt og hverken Asger eller jeg følte os helt på toppen. Asger havde nogle begyndende problemer med sin mave, som vi dog ikke tillagde den store betydning (det er meget normalt med et overaktivt tarmsystem efter man forlader en by).
Vi ankom til det lidt spøjse sted Hiker Town, der er sidste pålidelige vandkilde før Mojave-ørkenen.

Hiker Town er ejet af rigmanden Richard Skaggs (jeg tror jeg staver det rigtigt) der har arbejdet det meste af sit liv i filmbranchen i Hollywood. Han har blandt andet været en vigtig del af produktionen af Scarface. Richard ejer 4 Rolls Royce (vi så blandt andet en lidt ældre model til en værdi af 1,5 millioner dollars, som han havde holdende i gården), 3 Ferrarier og en masse land rundt omkring i Californien. Et af hans steder er Hiker Town lige ved indgangen til Mojave. Da han købte stedet i 90’erne havde han ingen idé om, at Pacific Crest Trail overhovedet eksisterede, men da en masse beskidte, lugtende, usoignerede, rygsækbærende mennesker begyndte at troppe op ved hans dør og spørge efter vand, gik der ikke lang tid før at Richards kone insisterede på at lave hans kæmpe store garage om til et sted for vandrerne. Rolls Royce’erne kom ud i gården og garagen blev møbleret og fik endda sit eget køkken. Nu var der et sted for vandrerne at hvile inden den nådesløse ørken. Skuffelsen kan stadigvæk spores i Richards øjne.
Vi blev taget imod ved porten af Jeff, der havde fået besked på at tage sig af vandrerne, mens den normale caretaker var syg. Jeff var en rigtig hill-billy. Han havde gedeskæg, guldring i øret og var iklædt en blå overall og en rød baseball cap. Det første han fortalte os var, at han var bedste venner med alle medlemmerne i bandet Sublime (et kendt amerikansk ska-reggae band) og at forsangeren døde i hans skød pga. en Marihuana overdose. Bagefter vendte han sig over mod mig og sagde: ”Yeah, I used to be a nazi. Had the swastika tattooed and all. But I just got it removed, and now I’m not a nazi any more.” Jamen, hej Jeff. Hyggeligt at møde dig.

Vores umiddelbare plan var at tage et par timers siesta, fylde vores vandbeholdere og så påbegynde ørkenvandringen samme aften. Der gik dog ikke lang tid fra vi ankom, til Asger sad og kiggede ned i hånden og havde det virkelig dårligt. Han frøs, havde ingen appetit og følte sig træt. Det var ret tydeligt, at vi ikke kom nogen steder i dag. Vi fortalte Jeff, at vi nok blev nødt til at blive natten over. ”That’s probably a good idea. I do, however, charge a 15 dollar donation.” Vi måtte gøre hvad vi kunne for ikke at grine – man kan da ikke kræve en donation! Man kan foreslå en donation, eller kræve betaling. Ikke kræve en donation. Vi lod det ligge og da Jeff foreslog, at vi kunne betale 20 dollars i alt for os begge, hostede vi glædeligt op. Det var trods alt stadig en billig overnatning. Vi blev vist ud i en campingvogn, hvor Asger kunne få en seng og jeg kunne ligge på gulvet (hvad man ikke gør for at hjælpe de syge).
Morgenen efter havde Asger det bedre igen. Vi lavede pandekager i køkkenet og tog af sted.

Vi ville gerne have Mojave-sektionen overstået på en dag, så vi sigtede efter at nå til Tylerhorse Canyon Campground i Tehachapi-mountains – cirka 40 kilometer fra Hiker Town.
Det normalt meget berygtede stræk gennem Mojave viste sig at være utrolig nemt for os. Vi startede ud med fleecetrøjer og jakker på fordi det var så koldt. Det blev lidt lunere i løbet af dagen, men det blev aldrig rigtig varmt. Asgers mave var dog åbenbart ikke helt på toppen alligevel og han måtte rende i busken en 3-4 gange i løbet af dagen.
Vi kom frem til Tylerhorse Canyon, hvor alle de andre PCT-vandrere også havde slået lejr. Vi lavede aftensmad, mens solen gik ned og krøb ind i teltet – vores skjold mod elementerne. Og særligt den status fik vi testet teltet for den nat. I takt med at det blev køligere, tog vinden til. Den nat endte med at blive den vildeste teltovernatning jeg nogensinde har haft. Vinden var så stærk, at vi flere gange fik presset teltdugen, ja, næsten hele teltloftet, ned i hovedet. Senere begyndte det også at regne og da vi stod op næste morgen var det snevejr. Alt inde i teltet var dækket af et lag af støv, fordi vinden havde blæst støv ind under yderteltet og ind gennem myggenettet i inderteltet. Vi fik pakket det gennemblødte og støvede telt sammen og gik helt forfrosne i gang med vandringen. Det tog lang tid før vi fik varmen og jeg tror egentlig ikke rigtig jeg nåede at få varmen den dag.
Tehachapi Mountains er kendt for at være et område med meget blæst og det var virkelig som om at skaberne af Pacific Crest Trail gjorde alt hvad de kunne for at vise os dette. Det var som om de havde set en bjergtop og tænkt: ”Deroppe blæser det sikkert endnu mere end det gør her. Der må vi op.” Flere steder blæste det så kraftigt, at vi måtte bøje i knæene og nærmest sætte os på hug, for ikke at blive væltet. Kombineret med det kraftige snevejr, var det nogle steder helt uudholdeligt. Det galdt om bare at binde bandanaen godt op over næsen, spænde hætten på jakken godt ind og så fokusere al sin energi på det næste skridt. Det gik langsomt fremad og det var vildt hårdt, men det gik trods alt fremad.
Hele dagen gik vi i hård vind og fik ikke rigtig nogle pauser.
Da vi endelig ankom til dagens mål, stedet hvor vi skulle hitch-hike ind til byen Mojave, og fandt ud at det ikke var en highway, som vores guidebog siger det er, men en gigantisk freeway med bragende trafik, var vi simpelthen for trætte til at give hitchhiking en fair chance. Vi ringede efter en taxi og 45 minutter senere befandt vi os ved receptionen på Motel 6. Vi betalte for to natter og gik ind på vores værelse. Asger var langt fra på toppen. Hele hans krop rystede nærmest krampagtigt og det ende øjeblik frøs han, det næste brændte han op. Det var tydeligt, at dagen i dag havde været hård for ham. I løbet af natten måtte han på toilettet op imod 10 gange.

Nu er vi godt i gang med at tage vores tredje nat på Motel 6. Vi har besluttet at vente til Asger er helt på toppen igen. Han er begyndt at tage noget antibiotika vi havde fået med hjemmefra af lægen. Det ser umiddelbart ud til at det virker, for det går helt sikkert fremad. Mængden af toiletbesøg er faldet betydeligt og han har fået appetitten tilbage. Vi håber lidt på, at kunne komme af sted i morgen igen. Det er en træls følelse at være fanget i en by.

Man må sige at Sydcalifornien i den grad fik taget sin afsked. Mange oplevelser og mange forhindringer på meget kort tid. Det har været nogle intense dage.
Nu hedder det Midtcalifornien!
Det næste lange stræk bliver noget af et eventyr. Vi har i dag handlet mad ind til de næste 15 dage. Foran os venter the High Sierras, der har fået 200 % af den normale snemængde. Det er den største mængde sne i op imod 50 år. I Sierra Nevada, har vi stræk på omkring 200 kilometer, hvor ikke møder en eneste vej. Det er ren vildmark! Det er også på det stræk, at Mt. Whitney, USA’s højeste bjerg ligger - der skal vi op. Jeg kan ikke vente. Det bliver så spændende!

Nu er klokken 01.20 herovre. Det er langt senere end den normale hiker-midnat, som er klokken 21. Det er det seneste jeg har været oppe indtil videre på den her tur, så jeg må hellere sige godnat for nu.

Til dem af jer, der nåede så langt, kommer her en lille godbid. Et par billeder, så I kan se vores udvikling indtil nu. Det er tydeligt at se, at jeg fører vores skæg-konkurrence!
https://picasaweb.google.com/117415355521071253436/SkGkonkurrenceMojave?authkey=Gv1sRgCNKS67SNhvimTQ#

Hav det rigtig godt indtil vi ses igen!

- Anders og Asger

P.S. Marie, der sendte os en e-mail: Beklager at vi ikke lige fik svaret. Vi ville have sendt dig et svar her fra Mojave, men min mobil har valgt, at slette din e-mail. Send endelig en ny! Vi vil meget gerne hjælpe dig, når du selv skal til at planlægge dit eventyr. Den her tur kan klart anbefales :-D

//Anders

onsdag den 25. maj 2011

I tilfaelde af misforstaalser..

Hej igen folkens

Aagaard mener at nogle af formuleringerne i sidste indlaeg lyder racistiske. Hvis andre er af samme opfattelse beklager jeg, i saa fald er det udelukkende grundet forhastede formuleringer.

Vi har foroevrigt lidt problemer med at faa det med billederne til at fungere, vi haaber vi snart faar det loest.

One love Asger

mandag den 23. maj 2011

Rejsen til paradis / Washington i september

Hov folkens, nu ved jeg godt at Agaard skrev "nyt indlaeg naar vi naar Agua Dulce om ca. 5 dage". Meget symtomatisk for vores vandring lige for oejeblikket har de fem dage vi regnede med at vaere om det vist sig i virkeligheden kun at vaere tre dage. Der er ca. 90 miles (= ca. 145 km.) mellem Wrightwood og Agua Dulce saa man maa sige at vi har floejet.
Vi er dog ogsaa temmelig brugte nu, man kan godt maerke at smaa halvtreds kilometer i terraen med sytten-atten kilo paa ryggen er noget man skal traene op til. Vi har brug for en hviledag, en "zero" og hvor er det da i saa fald heldig at vi i gaar sen eftermiddag ankom til Agua Dulce. I Agua Dulce huserer nemlig en berygtet familie ved navn "The Saufleys", med hoejborg i det saakaldte "Hiker Heaven". Hiker Heaven er et af de mest kendte (i PCT-kredse i hvert fald) eksempler paa det tidligere naevnte faenomen, "trail magic" Ca. to maaneder om aaret aabner Dona og Jeff Saufley deres hjem for sultne, traette, beskidte og solbraendte vandrere. Her kan PCT-hikers hente og sende post (der er intet officielt postkontor i byen), vaelge et behageligt saet laanetoej mens de vasker dit vandretoej, lave civiliseret mad i deres hiker-koekken, tage et langt og varmt bad, haenge ud med (op til halvtreds!!!) andre vandrere mens man fylder sig med alverdens godter koebt i det lokale supermarked eller liquor store og i al almindelighed bare faa sig et lille afbraek fra den barske vildmark. Med andre ord: lige et sted for os!
The Saufleys repraesenterer den ene side af trail magic - den som man har hoert om, den man glaeder sig til og planlaegger efter. Der er ogsaa en anden dimension. Den vil jeg illustrere ved nok et eksempel: Da vi forlod byen Big Bear (omkring den 14) blev vi ramt af en periode med ret traelst vejr. Vi vandrede mere eller mindre en hel dag i regn/sne/slud og havde temmelig svaert ved at tro paa at vi rent faktisk var i Sydcalifornien og ikke i Washington i slutningen af september. Dagen efter var det overskyet det meste af dagen og paa vej mod nogle meget store og grumt udseenede bjerge var vi noget nervoese for hvad der var i vente. Hen paa eftermiddagen, efter 25 miles, havde vi en sidste pause inden vi ville tage fem sidste miles og skynde os i teltet. Et saert og troestesloest sted, paa en forladt vej i en tilsyneladende forladt afkrog af verden sad vi og samlede kraefter og mod. Lige da vores femten minutters pause var naesten opbrugt kom en dame stormende hen imod os. Hun praesenterede sig som "Shepherd". Hun fortalte at vejret skulle blive rigtig grumt de kommende dage og spurgte om vi ville overnatte i hendes hus og faa en toer start paa dagen efter. Vi kiggede op paa himlen. Vi kiggede paa hinanden. Foer vi vidste af det sad vi i hendes stue og spiste pizza og is og drak oel mens himmelen blev stadig mere dyster. Efter to-tre afsnit af South Park gik vi doede i hendes store gaesteseng. Shepherd er et andet eksempel paa trail magic - den slags der kommer ud af ingen ting, den slags der som ved et trylleslag kan aendre din dag paa den mest uforudsigelige og fantastiske vis.

Vi har virkelig haft noget overraskende vejr. Vi befinder os pt ca. paa niveau med LA og havde ikke forventet andet end blaa himmel og solforbraendinger. Men isaer straekket omkring Idyllwild og mellem Big Bear og Wrightwood har vaeret lidt anstrengende. Jeg er generelt en temmelig haardfoer person. Sne, kulde, bagende oerken, toerst, vabler, traethed og al den slags - jeg kan tage det meste. Men regn... det er virkelig et punkt jeg skal arbejde med, der skal ikke meget af den slags til foer jeg haenger med snuden. De fire dage mellem BB og Wrightwood har klart vaeret de svaereste for mig. En helt anden dimension end den psykiske er at de konstant vaade foedder resulterede i vabler. Indtil da havde jeg styret fuldstaendigt uden om den slags pjat, men ikke laengere. Nu har jeg pludselig en del vabler - selv med toerre foedder - men jeg haaber paa at det bare er en periode jeg skal igennem.
Men det er pudsigt det der med at vaere nede og ikke synes at det er sjovt. Et spoergsmaal vi allerede har faaet et par gange er, om vi har vaeret ved at give op. Svaret her bliver for mit eget vedkommende, da jeg ikke er helt skarp paa Aagaards forhold til det. For mig er svaret: ja og nej. Der er ikke noget tidspunkt endnu hvor jeg har vaeret ved at give op, saadan rigtigt. Men alligevel er der tidspunkter derude - og faktisk ikke engang kun naar det er surt og haardt - hvor man taenker paa det man laver og taenker paa alt det andet man kunne lave og spoerger "hvad fanden har jeg gang i?". Man kommer snildt til at savne tingene derhjemme, taenke paa en masse folk man gerne ville haenge ud med, en masse ting man gerne ville goere og en masse ting man gerne ville vaere fri for. Den slags tanker kommer dagligt, men varer heldigvis sjaeldent ved laenge. Det bliver naesten en slags sentimental anerkendelse af de ting man savner og glaeder sig til at genopdage naar man kommer hjem, i en hverdag hvor man accepterer at der er andre kvaliteter og fokus som skal prioriteres.

En ting der virkelig slaar mig ved livet paa trailen er hvor ens en flok hikers er. Folk er meget forskellige og interessante og der er mange eccentrikere herude, men folk er sgu ret ens alligevel. Der er isaer to folkesegmenter jeg modstraebende maa erklaere ude: attraktive 'kvinder' omkring vores egen alder og sorte. Der er simpelthen INGEN. En sjaelden gang i mellem naar man kommer ind til de smaa byer ser man en enkel eller to, men ellers soerger PCT for at der ikke er nogle distraktioner paa vejen mod Canada.
En anden ting der slaar mig - og det er tilgengaeld sandsynligvis ret beskrivende for de generelle tilstande paa vestkysten og ikke kun i det beskyttede "trail community" - er hvor utrolig mange der ryger tjald. Der er vildt mange der ryger sig skaeve og de goer det alle tider af dagen og mens de gaar og de ryger ikke kun spliff, men piber og bonhoveder og anordninger jeg ikke aner hvad er.. jeg skal love for at der er urter i luften her i Californien. Indil videre er det dog lykkedes os at styre uden om - indtrykkene herude er intense nok uden yderlige stimulans.
En tredje ting der ogsaa slaar mig er hvor mange der er vegetarer. Jeg startede ud med en accepteret frygt for at jeg ville blive noedt til at droppe mine idealer og ty til koed for at daekke mine ernaeringsmaessige behov paa en saa kraevende tur som denne. Men det gaar virkelig godt! Jeg tror maaske at naesten hver femte eller sjette man moeder herude er vegetar og jeg har ikke haft nogle problemer med at leve vegetarisk. Jeg nyder for oejeblikket rigtig godt af et trick min ven Thoeger laerte mig kort foer jeg forlod Danmark. Man toerrister tynde skiver tofu paa en pande indtil det er fuldstaendig dehydreret og derefter kan man faktisk opbevarer det i utrolig lang tid uden for koeleskab. Paa den maade har jeg pludselig faaet mig en proteinkilde jeg kan have med ud i oedemarken. Det smager ikke godt - smager ikke rigtig af noget - men hvis man bare putter det i en af de toerrede retter man lever af giver det god konsistens og man ved at ens haardt proevede muskler faar, i det mindste en smule protein.

Foroevrigt!!! Gammel nyhed, men jeg har faaet et saakaldt "trail name". Jeg er nu kendt som 'Redneck' herude, et navn som Matt og Jonathan slog fast lige efter Warner Springs. Jeg bliver ikke brun, jeg bliver roed. Det var den foerste grund. En anden var at jeg har klippet aermerne af min (dyre ice breaker) t-shirt og at jeg godt kan lide at lege med min kniv. Det er aabenbart ogsaa redneck-agtigt. Det er dog et ret kontroversielt navn som de fleste amerikanere faar galt i halsen foerste gang. Men saa faar jeg stukket lidt til deres fordomme. Aagaard har stadig til gode at faa sig et nyt navn.

Well, i morgen har vi vaeret i USA en maaned. Intil videre foerer Aagaard vores skaegkonkurrence (den med det mest vildmandsagtige skaeg naar vi naar Vancouver har vundet en god oel) men jeg har en fornemmelse af at mit snart begynder at accelerere. I morgen fortsaetter vi sandsynligvis, maaske med et enkelt stop hos en anden kendt trail angel-familie, the Andersons i Casa de Luna, og ellers gaar turen snart til den berygtede Mojave oerken.

Tak for de mails jeg har modtaget fra jer dejlige mennesker derhjemme, selv om jeg ikke altid faar svaret bliver alt laest og det er virkelig rart at hoere hvad I andre gaar rundt og laver. Bliv gerne ved med at skrive til os!
Vi haaber alt er vel og at kaerligheden trives i DK..

One love!
// Asger

torsdag den 19. maj 2011

Her er billederne. Der var lige lidt teknisk vrøvl.

Et par dage i bjergene!

video

Hej igen.
Det bliver en kort omgang det her. Vi skal snart ud i vildmarken igen og Asger har planer om et lidt længere blog-indlæg, når vi kommer til Hiker Heaven i Agua Dulce om cirka 5 dage.
Vi er nu i byen Wrightwood - endnu et lille forholdsvis isoleret bjergsamfund. Vi har gået hertil fra Big Bear på 4 dage. Det giver en gennemsnitsdistance på 40 kilometer. Vi begynder at føle os rigtig stærke og mine problemer med vabler er helt væk. Asger derimod er, pga. konstant våde fødder fra dage med regn, begyndt at få vabler. Vi må håbe at det går over snart.
Vi har gået i bjergene hele vejen og vejret har været rigtig vinterligt. Det har været utroligt skiftende med regn, sne, solskin og blæsevejr. Vi har endda oplevet regnvejr fra en blå himmel!
Vi har taget en "nero"-dag her i Wrightwood, med en nat på det lidt usle Pines Motel (dog med cable tv) og om en times tid, har vi et lift ud til PCT.
I hører mere fra os om en 5 dages tid. Indtil da er her lidt billeder:

(Kommer lige om lidt)

lørdag den 14. maj 2011

3,5 udfordrende dage!

Hej igen!

Nu er vi ankommet til civilisation igen. Vi er kommet til byen Big Bear, som egentlig er delt i to. Der er Big Bear City og Big Bear Lake og det er Big Bear Lake, vi opholder os i. Vi har gaaet distancen fra Idyllwild til Big Bear en del hurtigere, end vi havde regnet med. Planen var 4,5 dage, men det blev til 3,5 dage. Disse 3,5 dage har dog budt paa uendeligt mange oplevelser og udfordringer. Det har paa samme tid vaeret nogle af de bedste dage og nogle af de haardeste dage paa turen indtil videre.

Terraenet har vaeret utroligt varierende. Vi startede ud fra Idyllwild i bjergene, hvor de sidste par dages uvejr, havde sneet alle stierne til. De store klumper is der havde samlet sig paa traerne faldt ned efterhaanden som plusgraderne toede dem op og overalt omkring os faldt store klumper is ned fra traeerne. Det var lidt uhyggeligt og vi frygtede lidt, at vi ville blive ramt i hovedet.
Vi kom over Fuller Ridge, som normalt karakteriseres som en af de stoerste udfordringer paa ruten i hele Sydcalifornien. Mange valgte at baere isoekse og cramp-ons (klatrejern til skoene) paa dette stykke - det gad vi ikke baere paa.
Det var ganske vist meget stejlt og der laa meget sne, men det var ikke saa slemt som vi frygtede. Vi vaeltede lidt ind i mellem, men vi havde ikke nogle serioese fald. Vi kom levende over og kunne i sidste ende grine lidt af alle dem der havde baaret deres klatreudstyr med.
Efter Fuller Ridge havde vi en 15,2 miles lang nedstigning og pludselig var vi i oerkenen igen. Ingen vand, ingen skygge og i hvert fald ingen sne. Det var faktisk den lavest beliggende oerken paa hele PCT.
Vi gik 15 miles i oerkenen foer det for alvor begyndte at gaa opad igen og pludselig, efter en dag med konstant opstigning, var vi i bjergene igen. Her er vi stadig - Big Bear City ligger i cirka 5000 fods hoejde. Dog skal vi ned i oerkenen igen lige om lidt.

VABLER! VABLER! VABLER! En af de stoerste udfordringer jeg har moedt paa turen indtil nu, har vaeret vabler.
Inden jeg tog afsted hjemmefra, havde jeg en vabel mellem storetaaen og den ved siden af (pegetaaen?). Jeg troede egentlig at den var vaek, men den valgte saa aabenbart at goere vroevl igen.
Mine ellers skide gode Superfeet saaler har aabenbart haft en lidt for skarp kant ved haelen. Derfor har jeg faaet en kaempe vabel paa den ene hael og 4 smaa vabler paa den anden.
Her den anden dag gik mine gaiters (overtraeksben, der holder grus og smaasten ude af skoene) i stykker. Samme dag havde vi 20 flodkrydsninger. Kombinationen af konstant at have sand i skoene, vaade sokker og 32 kilometers vandring, gjorde at jeg fik vabler overalt paa foedderne. Det var som om der groede nye taeer ud forskellige steder paa min fod.
Hvert skridt jeg tog, var ren smerte og jeg havde ikke overskud til andet end at fokusere al min energi paa at saette det ene ben foran det andet. Naar Asger snakkede til mig, kom der bare en vred mumlen tilbage. Jeg overvejede serioest, at give op.
Det er heldigvis saadan med vabler, at hvis man bare bider taenderne sammen og fortsaetter, stopper de med at goere ondt efter noget tid. Man gaar ilden ud af dem.
Nu har jeg efterhaanden faaet opbygget noget "laeder" paa mine foedder, saa nu er det forhaabentlig slut med vabler.

Oerkenen vrimler med slanger! Og vi har i den grad haft naerkontakt med dem.
Paa nedstigningen fra Fuller Ridge kom vi gaaende ad en smal sti ned gennem et vandloeb. De sidste par dage i bjergene, havde helt faaet os til at glemme muligheden for slanger. Jeg har derfor ikke vaeret helt saa opmaerksom, som jeg normalt ville vaere. Pludselig hoerte jeg en raslen. Uden at taenke, satte min krop automatisk i et lidt fjollet loeb med lange hoeje skridt - "Roer jorden saa lidt som muligt", virkede som en god plan. Det var en rent instinktiv handling. Da jeg kom forbi, kunne jeg med en puls paa 180 og adrenalin pumpende rundt i kroppen, kigge tilbage og se den stoerste klapperslange vi har set indtil videre sno sig stille og roligt over stien. Det har vaeret centimeter fra, at jeg traadte paa den!
Onsdag aften cowboy-campede vi ved Whitewater River. Det var en helt fantastisk aften. Maanen var saa klar, at man ikke behoevede sin pandelampe og stjernehimlen var helt fantastisk. Vi spiste vores aftensmad og gik til ro. Jeg var naesten faldet i soevn, da jeg hoerte Asger sige: "Shiiiit!" Jeg vaagnede op, kiggede over paa Asger og spurgte: "Hvad saa?" Det viste sig, at han havde vaagnet op ved at der var en slange der snoede sig over hans arm. I maanelysets skaer, havde han kunnet se den sorte slangekrop krybe over hans arm. Vi proeve at ligge os til at sove igen, men vi endte med at blive noedt til at slaa teltet op af frygt for flere natlige besoeg.

Lange vandredage er hele essencen af denne tur. Det har vi i den grad kunnet foele paa vores kroppe de sidste par dage. Vi har begge to sat ny personlig rekord for vandredistance. Onsdag gik vi vores foerste 30 miler (48 kilometer), torsdag gik vi 20 miles (32 kilometer) og fredag gik vi 25 miles (40 kilometer). 112 kilometer paa tre dage. Paa vores sidste tur paa Nordkalottleden var 30 kilometer det lidt uopnaaelige, som man sidst paa turen var staerk nok til lige akkurat at kunne klare. Nu er 30 kilometer en kort dag! Den lettere oppakning betyder godt nok meget.

Det har sine udfordringer at foelges ad to og to og vores forskelligheder viser sig somme tider i mindre konflikter. Indtil videre vil jeg sige, at det har gaaet godt, men vi har dog haft vores mindre konflikter. Det viser sig, at vi gennemgaaende har lidt forskellige prioriteringer paa denne tur. Hvor Asger ligger mere vaegt paa det sociale end jeg, laegger jeg mest vaegt paa vildmarken og det at vaere afskaaret fra civilisationen. Dermed ikke sagt, at Asger ikke ogsaa er her for naturen og at jeg ikke er her for det sociale. Vi prioriterer somme tider bare lidt forskelligt og det kan nogle gange give lidt problemer, naar vi deler telt og skal lave en film sammen. Vi har ikke rigtig muligheden for at gaa hver for sig og saa sige: "Vi ses i naeste by!"

Som Asger lovede, kommer her en liste over dyr vi har set indtil nu:
Klapperslange (x 5)
Stor ukendt slange (1,5 meter lang, tyk og gul med sorte pletter)
Vaskebjoern
Oern
Firben (x 1.000.000)
Egern
Isfugle
Bjoern (i bur *sad smiley*)
Tiger (i bur *sad smiley*)
Kaniner
Diverse gnavere
Diverese fugle

Jeg ved ikke lige om jeg huskede alle de dyr vi har set, men jeg synes det er en udemaerket samling for to ugers vandring!

Hav det rigtig godt!

Kaerlige hilsen Anders og Asger.

//ANDERS

mandag den 9. maj 2011

Rejsen i vildmarken / den foerste gang

"Den foerste gang.. jo, jeg husker det tydeligt. Ser I, det var tilbage i min ungdom, foraaret 2011 var det vist."
Noget i den stil vil jeg - med et sentimentalt skaer i oejnene - kunne fyre af den foerste gang jeg sover under stjernerne med mine boern og maaske boerneboern. Dagen vi forlod Warner Spring (torsdag den 5. maj) var dagen hvor jeg gjorde i hvert fald tre ting for foerste gang. Det var foerste gang Aagaard og jeg gik i en gruppe. Vi startede ud fra Warner Spring sammen med Matt og Jonathan (El Bandito) og samlede senere pigerne Molly og Miss Sheriff op. Det var ogsaa foerste gang vi 'night hikede', altsaa vandrede efter moerkets frembrud med pandelamper og det hele. Både gruppe - og natvandringen var store succeer, men grunden til at dette indlaeg er doebt "den foerste gang" er, som indledningen antyder at jeg sov uden for for foerste gang. Jeg har nok sovet udenfor en gang eller to, men det var noget andet - et par branderter er hvad jeg kan grave frem af hukommelsens dyb og det taeller ikke rigtig. Nej, den torsdag var foerste gang jeg - med fuldt overlaeg - lagde mig til rette under den overvaeldende stjernehimmel. Og hvilken oplevelse! Liggende paa mit smalle skumunderlag, godt pakket ind i alverdens poser - en lille ubetydelig eksistens i den kaempe sydcaliforniske oerken under den vaeldige stjernehimmel der, paa samme tid, syntes saa naer og begraenset og saa utrolig fjern og overvaeldende. En spirituel oplevelse, helt afgjort. Intimiderende og inspirerende. Et eksempel til gentagelse.

Det med natvandringen haenger i hoej grad sammen med vores nye doegnrytme her i vildmarken. Selv som staedigt solhungrende dansker har vi ret hurtigt maatte indse at skygge er godt og eftermiddagssol er grusomt. Den voldsomme varme har paa magisk vis formaaet at laere to udpraegede b-mennesker at elske at staa op kl. 5 om morgenen. Paa den maade kaan man faa en masse kilometer bag sig tidligt paa dagen hvor det er koeligt og behageligt, tage sig et par timers siesta ved 2-3 tiden og begynde at vandre igen ved 4 tiden. Nogen gange til langt efter solnedgang. Det har medfoert en helt ny oplevelse af doegnet - oplevelsen af at se verden vaagne op og forberede dagen. Oplevelsen af at tage et par timer ud af skemaet og soege ly under det bedst egnede skyggested; doese hen, slappe af, utaalmodighed, uvilje mod at skulle have kroppen igang igen. Oplevelsen af at se solen dale mod horisonten for til sidst at saette ild i den og forsvinde. Oplevelsen af at se verden som en mosaik af silhuetter. Ikke en doegnrytme der ville fungere for mig i Daanmark, men netop derfor saa meget mere vaerdifuld og smuk. Baade denne naturbetingede doegnrytme og min opdagelse af stjernebelyste rejser til droemmeland foeles godt og virkelig roots. Jah man, irie!

Matt og Bandito (et 'trailnavn' vi gav Jonathan da han gik med en bandana foran ansigtet mod stoevet) moedte vi foerste gang hos Scout og Frodo i San Diego. De er fra Tennessee og henholdsvis 25 og 24 aar. Nogle virkelig fine fyre der mere eller mindre tilfaeldigt skulle af sted fra Warner samtidig med os. Det viste sig at de gik i omtrent samme tempo som os og planlagde samme distancer som os. Desuden var de virkelig godt selvskab og vi delte baade humor, delvist musiksmag med mere. Baade Aagaard og jeg anede virkelig et potentiale for et par gode vandrekammerater og ikke mindst potentielle venner. Desvaerre stoppede de begge allerede dagen efter. Bandito havde tidligere haft mange problemer med brok og var dagen foer begyndt saa smaadt begyndt at maerke at han presse kroppen mere end godt var. Da de hen paa fredags formiddag indhentede os ved en vandtank var det med nedslaaet attitude og beskeden om at de stoppede. Ligesom Aagaard og jeg havde PCT vaeret deres faelles projekt. Modsat Aagaard og jeg var det mit indtryk at de ikke havde talt igennem hvad de skulle goere hvis en af dem maatte stoppe. Og (maaske) derfor stoppede Matt ogsaa. Vi haaber dog at han maaske kigger forbi omkring Sierra Nevada og gaar lidt sammen med os der, det snakkede han om. Vi haaber!

"Rejsen mod den naives selverkendelse" var den tiltaenkte titel for dette blogindlaeg. Grunden til dette er at jeg - kun faa timer efter at vi havde efterladt Matt og Jonathan - begyndte at faa voldsomt smertefulde stik ind i mit hoejre knae. Jeg havde dage forinden maerket lidt til dette, men kun paa nedadgaaende staek - her kom det mens vi gik ligeud. I over en time vandrede jeg i staerke smerter og dunkle tanker. Det fortog sig heldigvis og siden den fredag har jeg slet ikke maerket det. Grunden til at denne episode ville fremprovokere en titel som den ovennaevnte er, at den smerte jeg foelte skyldes en mindre overbelastningsskade. Senerne og leddene i mit knae er simpelthen ikke staerke nok til at klare de distancer som mine muskkler og form ellers indbyder til. Det vil altsaa sige at jeg enten var for daarligt forberedt hjemmmefra eller at vi overdrev vores daglige distancer. Tanken om at blive taget ud - ikke af bjoerne, varme, kulde, toerst, skader, manglende styrke/vilje/mening, slanger eller andet af det vi havde frygtet - men simpelthen af min egen sloesede traening var forfaerdelig. Det er dog noget mange oplever og det er svaert at traene til dette terraen hjemme i Danmark. Heldigvis gik det ogsaa i sig selv igen og for hver kilometer jeg gaar bliver mit ben staerkere og mere modstandsdygtigt. Jeg skulle altsaa vaere sikker saa laenge jeg ikke presser mit ben naar det siger fra.

I loerdags, den 7, var en betydningsfuld dag. For det foerste stoedte vi ind i Boomer og Dr. Sole. Boomer vandrede selv PCT for nogle aar siden og nu udoever han, sammen med sin far Dr. Sole, det vi tidligere har naevnt: trail magic! Ved en troestesloes vejkrydsning (highway 74) stoeder man pludselig paa en stor autocamper, to pavillioner med alverdens kolde drikke, friske appelsiner, tequila, skygge, vand, andre hikere og ikke mindst Dr. Soles (professionel lastbilchauffoer, autodidakt fodspecialist) beroemte fodbehandling! Mange trail angels goer mirakler, men som son doktoren selv siger det: "nobody wanna touch the hikers feet. That's what they need the most man". Efter en god solid pause der ogsaa foerte os forbi Paradise Café hvor Aagaard fik en monster burger, fortsatte vi og det vi derefter oplevede er den anden grund til dagens store betydning. Highway 74 markerer nemlig et punkt hvor terraenet saa smaadt begynder at aendre sig. Foer vi vidste af det sad vi faktisk paa en hoej bjergtop der ikke lignede noget vvi tidligere havde set i den ellers spektakulaere oerken. Vi endte faktisk dagen tidligere end vi havde planlagt da det trak op til storm og vi befandt os i naesteen 7000 fods hoejde (over to kilometer). Paa bjergtoppen, lige foer en drabelig nedstigning skyndte vi os at faa teltet op (vaek med alle romantiske forestillinger om cowboy camping for en tid) og saa i sikkerhed. Storm og kulde var to ting vi ikke var vant til. Dagen efter saa vi skyer for foerste gang siden flyveturen fra DK. Og meget grundigt - foerst var vi over dem, siden ved siden af dem, inde i dem, under dem og stort set alle andre placeringer inden vi slog teltet op paa en campingplads i Idyllwild i regnvejr. Hvilken forandring. Daagen igennem havde vi knoklet op ad klippevaegge, klamret os til bjerget naar vi skulle ned ad, kaempet os gennem vilde og utilregnelige vindstoed, krydset glatte snefeldter og jeg ved ikke hvad ellers inden vi endelig skulle den to en halv miles (og mange hundrede hoejdemeters) lange omvej 'Devils Slide' der foerte fra PCT i naesten tre kilometers hoejde og ned til en vej hvor man kan blaffe ind til det lille kunstnersamfund Idyllwild hvor vi nu gemmer os fra regn, blaest og kulde. I morgen og overmorgen er det mere sne og bjerge foer vi igen bevaeger os ned i oerkenen.

Jeg vil foroevrigt lige tilfoeje at jeg stadig er vegetar og 'strong going'! Det har indtil videre ikke vist sig at vaere saa svaert som jeg havde frygtet. I vilmarken spiser man snildt vegetarisk og naar man skal fylde sine protein- og fedtdepoter op i byerne er der altid i det mindste 'veggie-burgers'. De bliver lidt kedelige i laengden, mendet gaar. I gaar fik jeg en kaktus-burrito, det var en oplevelse!

Jeg ville egentlig give jer en liste over de dyr vi har set so far, men da den café jeg sidder paa er ved at lukke maa I faa den i Aagaards naeste indlaeg.

I kan se et par billeder fra turen paa dette link (more to come): https://picasaweb.google.com/117415355521071253436/PCTSanDiegoTilIdyllwild?authkey=Gv1sRgCIWG-PT9n-SNmgE#

Jeg haaber I alle har det godt, husk at vi ogsaa gerne hoerer fra jer paa facebook og vores emails - vi savner jer sgu!

One love Asger og Aagaard

// Asger



PS. Beklager evt. slaafejl, jeg er traet..

torsdag den 5. maj 2011

Let the hiking commence!

Hej kaere allesammen!

Nu er vi endelig kommet i gang med vandringen. Saadan rigtigt i gang i hvert fald. Vi har gaaet cirka 110 miles (170 kilometer) og vi er nu i en by der hedder Warner Springs. "By" er nok saa meget sagt, det er nok naermere bare et ferieresort. Det har dog det vi har behov for og lidt til - toejvask, mad, bad, internet og swimmingpools. Ja, livet i vildmarken er ret luksurioest!

De sidste dage, har vaeret virkelig intense og der har vaeret saa uendeligt mange indtryk, at det har vaeret svaert for os selv at fordoeje det. Jeg vil dog lige proeve at give et lille oprids af de sidste dage.

27/4 Op kl. 5 og af sted mod graensen. Vi fik et lift af trail angel'en John, der selv havde gaaet PCT nogle aar tilbage. Hele turen delte han ud af sine erfaringer og gav os tips om hvad der ventede os de naeste par dage. Vi ankom ved graensen omkring kl. 7.30, tog de obligatoriske billeder paa PCT-monumentet og begyndte saa at gaa. Det var virkelig en saerlig foelelse at staa paa graensen. Med ryggen mod Mexico og naesen mod Canada kunne man se den 40 cm brede sti sno sig gennem landskabet. 4400 kilometer og 5 maaneder ventede os. Denne smalle sti skulle vaere vores hjem det naeste lange stykke tid.
Vi kom i gang med at gaa og det foeltes godt. Al planlaegningsstress og alle bekymringer forsvandt. Nu var der ikke andet at goere, end at begynde at gaa.
Landskabet var overraskende frodigt og de normalt udtoerrede vandloeb bar, pga. den vaade vinter Californien har haft, rigeligt med vand. Det var dog tydeligt at maerke, at vand var en noedvendig ressource. Med 35 graders varme, bagende sol med UV-faktor paa omkring 10, tunge rygsaekke og stejle bjerge, svedte man nemt en liter i timen.
Vi gik cirka 15 miles den foerste dag, fra graensen til Hauser Creek, hvor vi sammen med 4-5 andre slog lejr ved det lille vandloeb.

28/4 Vi havde planlagt at starte turen mildt. Derfor noejedes vi med at gaa de cirka 5 miles fra Hauser Creek til Lake Morena, hvor ADZPCTKO (Annual Day Zero Pacific Crest Trail Kick-Off) bliver afholdt. Vandringen var let og vi kom allerede frem til "campingpladsen" ved 11-tiden. Vi satte os i skyggen, lavede vores frokost og fandt vores campsite. Med det samme vi kom over til vores plads, kaldte Backyard Boogie, hvis rigtige navn jeg ikke kender, paa os: "Hey guys. Come over here. I've got cold beer in the cooler." Backyard Boogie er en tidligere langdistance-trucker fra Sydstaterne og er efter mit bedste bud i slutningen af 50'erne. Han har den vildeste dialekt og er naesten umulig at forstaa nogle gange. Kort efter kom Gourmet ogsaa over (en pensioneret advokat) og stak os en ny oel. "Gotta have another beer ready boys." Vi sad en times tid i skyggen og drak oel og langsomt kom flere folk til. C4, der fik sit navn fra nummeret paa hans cabin til Kick-Off og Billy Goat - PCT legenden med det lange vide skaeg, der har gaaet hele ruten 8 gange. Da der ikke var flere til at give oel, slog vi vors telt op og gik i bad.
Resten af dagen gik med at gaa rundt paa pladsen og snakke med de mennesker man moedte. Det er utroligt saa aabne folk er. Man snakker med fremmede mennesker, som om man har kendt hinanden gennem laengere tid. Det er naesten umuligt at gaa rundt paa pladsen uden at blive stoppet af folk, der byder en paa kolde oel.
Dagen blev sluttet af med filmfremvisning. Et par der havde lavet en virkelig flot film om ruten der hedder Six Million Steps.

29/4 Vi brugte en hel dag paa pladsen og hang ud med de andre hikers. Folk stroemmede til i stor stil og snart var pladsen helt fyldt med vandrere.

30/4 Selvom festen egentlig foerst rigtigt fandt sted loerdag aften altsaa d. 30. var vi for ivrige efter at komme i gang. Vi var ikke kommet for at sidde stille og drikke bajere. Vi var trods alt kommet for at gaa fra Mexico til Canada. Vi startede derfor ud loerdag morgen foer "the herd" (flokken af vandrere).
Vi gik fra Kick-Off gennem en rimelig tilgroet landskab til lejrpladsen Burnt Rancheria, naer byen Mt. Laguna - cirka 22 miles.

1/5 Vi var ret maerkede efter den lange etape dagen forinden. Vabler paa foedderne, godt rustne ankler og traette muskler. Derfor ville vi ikke gaa for langt i dag. Vi gik 15 miles til den naeste sikre vandkilde Oriflamme Creek, hvor vi slog lejr sammen med nogle andre hikers. Vi proevede en ny teknik af med teltet. Vi noejedes med at slaa inderteltet op i haab om at myggenettet ville kunne tage duggen. Det var en af de mest idylliske lejrpladser nogensinde. Vi laa lige ned til vandloebet - 20 cm fra kanten faktisk - og i loebet af natten, kunne vi se den helt fantastiske stjernehimmel oerkenen byder paa, saa langt vaek fra al lysforurening.

2/5 I dag ville vi have lidt flere miles ind inden vi slog lejr, saa stod tidligt op, skyndte os at pakke sammen og gik saa videre ad ruten. Det var en enormt scenisk rute der gik langs bjergsiderne med udsigt over brede dale og gigantiske bjerge. I horisonten kunne vi se Mt. San Jacinto, der stadig er snedaekket. Der skal vi op inden saa laengene - det skal nok blive spaendende.
Vi gennemgik en forholdsvis stor forandring i landskabet undervejs paa turen. Vi startede i high desert hoejt oppe i bjergene med utrolig meget vind og relativt meget vand og kom ned i Anza Borrego nationalpark, hvor vi gik i low desert med ingen vind, ingen skygge, hoeje temperaturer og faa vandkilder. Vi oplevede den reneste form af "trail magic" paa denne etape. Der var intet mindre end to "water caches", da vi ankom til Scissors Crossing. En "water cache" er et sted hvor, en trail angel har lagt vand ud til de vandrende. Det er et kaempe arbejde, da stederne typisk er ret oede og der skal bruges rigtig meget vand for at slukke toersten paa de cirka 300 vandrere der kommer forbi i loebet af vandresaesonen. Paa den ene cache, som laa i skyggen cirka 20 miles inde paa ruten under en bro, var der endda oel, roedvin, aebler og appelsiner lagt ud til vandrerne. Vi spiste aftensmad der, sammen med Outlaw, Beacon og Chris. Derefter "kamelede vi op" (drak cirka lidt over en liter vand hver), fyldte vores vandflasker og vandrede ud i aftensolen. Planen var at naa lidt flere miles inden det blev moerkt. Det viste sig at vaerede en helt perfekt plan. Vandringen gik let, kaktusserne var enormt smukke i aftensolen og teltpladsen vi fandt er i mine oejne turens bedste indtil nu. Vi laa inde midt i en canyon, med stejle bjergside overalt omkring os paa en perfekt plan teltplads.

3/5 Planen i dag var at komme saa taet paa byen Warner Springs som muligt. Vi stod op kl. 6, sammen med solen, og begyndte vandringen i morgenens dejligt koelige luft. Landskabet var noget mere oerkenagtigt end det vi tidligere havde vaeret igennem og det kom naesten ikke som nogen overraskelse, da vi saa turens foerste klapperslange. Vi kom gaaende rundt om et hjoerne og i busken lige ved siden af stien hoerte vi raslen. Det var en noget doven klapperslange og vi fik taget nogle fine billeder af den, som den laa og dasede i skyggen. Det var dog ikke dagens sidste klapperslange - viste det sig. Vi kom gaaende langs en bjergside, hvor stien ikke var bredere end 15-20 cm og daekket af hoejt graes. Asger gik forrest og jeg gik lige i haelene paa ham. Pludselig hoerte vi raslelyden! Det var lige ved siden af stien i det hoeje graes og vi kunne ikke se nogen slange. Dens raslen var noget mere aggressiv end den foerste slange vi saa og jeg fik et saa stort chok, at jeg hoppede ind i graesset paa den anden side af stien. Den var lige lidt taettere paa, end jeg broed mig om. Slangen fik vi dog ikke at se.

Stien fortsatte paa samme maade de naeste kilometer med en smal sti og hoejt graes. Vi var vildt paranoide efter det sidste slangemoede og vi ventede bare paa at hoere lyden. Den kom dog ikke og vi fandt et laekkert skyggested, at undgaa middagens vaerste varme. Da vi sad og slappede af i skyggen begyndte vi at kunne hoere en rimelig hoej summen. Den tiltog langsomt i intensiteten og vi troede naermest at det var et fly der floej mod os. Pludselig hoerte jeg Asger sige "Wow!" og saa dukkede han sig. Jeg kiggede op og saa at der var en gigantisk flok paa maaske en million bier der kom flyvende lige mod os. Jeg bukkede mig ogsaa ned og lod den store flok flyve over os. Himlen over os var sort af bier i naesten 30 sekunder. En lidt skraemmende, men ogsaa ret fascinerende oplevelse.
Da det blev lidt koeligere fortsatte vi vandringen. Vi gik yderligere 10 miles og fandt en laekkker lejrplads taet ved et lille vandloeb. Paa lejrpladsen var ogsaa oestrigeren Matthias, som vi ikke havde set siden Kick-Off. Det var fedt at se ham igen.

4/5 Vi startede ud kl. 5, foer solopgangen og gik til Eagle Rock, hvor vi saa solopgangen. Eagle Rock er en kaempe stor sten, der ligner en oern paa en prik. Matthias kom lidt senere og vi vandrede sammen med ham ind til Warner Springs, hvor vi vil tage en hviledag.

5/5 Saa kom vi til i dag! Vi er stadig paa resorten ved Warner Springs og inden saa laenge gaar vi videre. Vi har planer om at naa 10 miles inden solen gaar ned. Kl. er nu 12 her og vi gaar sandsynligvis ud i vildmarken igen ved 14- tiden.


Det blev noget laengere end planlagt.

Hav det godt saa laenge.

Hilsen Asger og Anders.

//Anders